RSS Feed Følg Ida Auken på Flickr Følg Ida Auken på Twitter Følg Ida Auken på Facebook Følg Ida Auken på LinkedIn

DSCN1694


Det kunne ikke lykkes Danmark at lede verden politisk. Derfor må vi nu gøre det med eksemplets magt. Vi må vise andre, at det er muligt at opbygge et fossilfrit samfund med høj livskvalitet. De rigtige grønne investeringer gavner både den danske økonomi, vores forsyningssikkerhed og klimaet. Statsministeren lovede for længe siden, at Danmark skulle gøres fri af fossile brændsler. Men ét er ord, noget andet praksis. Det sker nemlig igen og igen, at regeringen udvander velfungerende ordninger eller ikke ønsker nye tiltag, der kan bringe Danmark tættere på målet. Senest eksempel i perlerækken er solcellerne. Mange vurderer, at solceller er lige på kanten af et egentligt gennembrud i Danmark. Prisen er faldet med op mod 50% det seneste år, og med den særlige danske model for afregning af solcellestrøm, kan investeringer i solceller nu betale sig for den enkelte forbruger i Danmark. Modellen består i, at ens elmåler løber baglæns, når solcellerne producerer strøm. Det betyder, at forbrugeren potentielt kan dække hele sit forbrug af strøm, selvom forbruget ikke sker på samme tidspunkt, som solcellerne producerer strømmen. Det er smart, da mange husejere ikke er hjemme i dagtimerne og derfor ikke bruger strøm i det tidsrum, hvor solcellerne producerer mest. SF forsøger i øjeblikket at få udvidet denne ordning, så offentlige og private virksomheder kan få lov til at benytte sig af den. Regeringen har hidtil afvist dette forslag med, at det ville koste staten penge som følge af tabte energiafgifter. Med andre ord: man bremser udviklingen af vedvarende energi, fordi staten ikke tjener penge nok på at sælge kulkraft! Hvis det argument skulle være gyldigt, kan staten heller ikke være interesseret i, at forbrugerne sparer på strømmen. Det vil også betyde tabte indtægter på energiafgifter.


Solceller bliver en vigtig teknologi i fremtiden. Skal Danmark med på den vogn, må vi sørge for, at give erhvervet mulighed for at udvikle sig i Danmark – selv hvis det betyder, at vi hiver færre penge i statskassen. Det skulle man tro, at ideologerne i Venstre ville have forståelse for, men indtil videre er skattefars interesser åbenbart stærkere end interessen for klimaet og dansk erhvervsliv.